Dyveke Jensen, Torsagervej, fortæller om gamle dage
I Berlingske Tidende den 16. maj 1948 var der en annonce " Kom til Ballerup før S-toget". Det gjorde vi så.
På Ballerup station mødte vi ejendomsmægleren, og vi blev kørt ud til Karens Mindes udstykning. Inden længe havde vi valgt den grund vi syntes bedst om, og slutseddelen blev underskrevet. Vi bandt os for 100 kr. om måneden. Det var rigtig mange penge dengang, Næste søndag skulle vi ud og se vores nyerhvervelse.
Dengang stod der 4 stynede popler ved en lille sø på hjørnet af Syvendehusvej og Egebjergvej. Da vi var her første gang, kom vi fra Ballerup siden. Nu kom vi på cykel fra Herlev, så det tog lidt tid at finde vores grund. Der var jo ingen veje. Grundene var kun afmærket med rødmalede pæle: Det hele var en græsmark, og der gik en hest og græssede, Einer (min mand) anskaffede sig en le.
Næste gang vi kom her ud, slog han græs, der hvor Torsagervej er i dag. Vi måtte kun bygge et skur på 3 gange 4 meter. Der var også restriktioner. Der måtte kun anvendes brugte materialer. Vi skulle også i grundejerforening, det skete i maj 1949. Der var ikke meget bebyggelse herude. Der var Bageren og Maltes Eje, Mortensen på Pæremosevej, Brandt i Karens Minde, Peter Lyn og nogle træhuse. På det tidspunkt var den østlige ende af Lerholmvej frugtplantage, mens den ende, der i dag er Ågesdal, var en roemark.
Einer var montør og kom meget omkring. Han kom i forbindelse med nogle vejfolk, som kom en lørdag med en meget stor gravemaskine. De fjernede toppen af Torsagervej, hvilket man kan se på den høje plantemur på hjørnet af Lerholmvej, jorden blev flyttet ned i en fordybning på parcel nr. 21 (Torsagervej 4) som vi erhvervede i 1949. Hen under aften kørte maskinen i stykker. Meget tidligt søndag morgen kom der folk og reparerede den. Nu skulle den så afprøves.
Ved Karens Minde for enden af Pæremosevej stod der nogle meget store træer, og dem væltede denne maskine med lethed. Det kan nok være der kom gang i savene. Der var nærmest feststemning, og mange fik brænde med hjem. De første veje var murbrokker, Einer var dengang med i vejlauget og skaffede nogle "fyraftens" læs. Det var en chauffør fra Monberg & Thorsen, Vi startede med 2 kr. pr. læs, men der var andre der overbød, og vi måtte op på 5 kr., men så fik vi også nogenlunde veje.
De første år havde vi træsko på op til bussen. Dem lagde vi med bunden i vejret, så de var tørre om aftenen, når vi kom hjem. Nu kom der rigtig gang i fyraftenslæssene.Den lille sø, der delte Pæremosevej, blev fyldt op. Vi kom nu i kontakt med dem på den anden side af Pæremosevej. Der var en ældre mand der hed Neumann, han fortalte, at Grønnedam var opstået ved, at man gravede blåler til porcelænsfabrikken i København. Vi foreslog Kommunen, at vores vej skulle hedde Grønnedamsvej, men sådan skulle det ikke være.
Når vi fik materialer fra Palles tømmerhandel, blev de altid leveret til Smeden på Grønnedamsvej. Vi blev betaget af den ro, der var herude. Vi kunne høre S-toget køre i Skovlunde. Vi bestemte os for at slå os ned her. Einer gik i gang med at tegne vores kommende hus, men vi blev meget klogere. Da han kom op på kommunen, fik han at vide, at der kun måtte bygges sommerhuse. Det var i 1951. Så brugte han 3 søndage, hvor han gik rundt og samlede underskrifter som protest. 4. søndag endte han oppe ved skoven. Der var en Advokat, der overtog alle underskrifterne. Han førte sagen videre, og det endte med et møde i Brønshøj Selskabslokaler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Vi byggede vores hus, efterhånden som vi havde pengene. Det tog tid. Vi arbejdede begge på fuld tid, også lørdag til kl. 13. Al transport foregik på cykel, og der er langt fra Amager til Egebjerg. Dengang var søvandet så rent, at vi kunne skylle tøj i det og bruge det til opvask. Vand til madlavning hentede vi oppe på Egebjergvej. Peter Lyns datter var ferm til at vise vandårer med en pilekvist. Der hvor kvisten viste nedad, var der vand. Vi gik i gang med at grave, ganske rigtigt, 4½ meter nede lå en vandåre, og der var masser, masser af blåler!!!
Den brønd blev senere til septiktank. Den 10. august 1954 tog vi springet og meldte flytning til Ballerup. Så kunne vores børn begynde i skolen efter ferien. Lejligheden på Amager beholdt vi til februar 1955. Vi skulle lige være sikre på at varmen virkede Vi havde jo ikke elektricitet. Alt klappede, og vi sagde vores lejlighed op. De første 4 år havde vi kosangaslamper. Vi skulle selv betale lysmasterne. Ved en tilfældighed hørte vi, at nogle af naboerne sagde, at nu trækker smeden ledninger, så kan vi bare spænde os på. Der var stor nysgerrighed, da de pludselig så det skarpe lys, vi havde.
Telefon fik vi i 1956. Vi startede med 98 nummer, da Lejf Poulsen flyttede herud, var der ikke flere 98- numre, og vi kom nu til Ballerups 97-numre. Det var i 1958, da fik vi også strøm. Poulsen og os betalte de første lysmaster. Andre skulle så betale, efterhånden som de blev sluttet til. Jeg kan ikke huske, vi har fået nogle penge. Den 8. maj 1958 var en stor dag. Da kunne vi tænde lys for første gang.
I 2004 fejrede jeg 50 års jubilæum, selv om min Mand ikke nåede det, blev der alligevel en fest.